Af: Gitte Schramm
Annoncering af en ledig stilling er både dyrt og tidskrævende. Derfor prøver virksomheden at rekruttere nye medarbejdere af andre kanaler, før den griber til sidste udvej: At annoncere stillingen.
Læs her, hvordan virksomhederne generelt agerer, når de konstaterer, at de har behov for en ny medarbejder:
Intern rekruttering
Virksomheden undersøger normalt først, om den rette person kan findes internt i organisationen. Lykkes dette, bliver der til gengæld skabt en åbning et andet sted i organisationen.
Det professionelle netværk
Hvis der ikke findes en egnet kandidat i virksomheden, kan man forsøge at finde den rette person gennem virksomhedens netværk.
Ledelsen vil typisk gøre brug af sit professionelle netværk, og ofte vil medarbejderne i den pågældende afdeling også blive spurgt, om de kender nogle egnede emner, som kunne være interesseret.
Personaleafdelingen
Hvis ovennævnte muligheder ikke giver resultat, vil personaleafdelingen blive inddraget.
De fleste større virksomheder har en intern emnedatabase, hvor man opbevarer uopfordrede ansøgninger, der har interesse for virksomheden.
Annoncering
Den sidste mulighed er at indlede en søgeproces ved hjælp af konsulenter og headhuntere eller ved at udforme og indrykke en stillingsannonce.
I ca. 75 procent af tilfældene finder virksomheden frem til en egnet kandidat enten ved intern rekruttering, deres professionelle netværk eller gennem deres emnedatabase m.m.
Sagt med andre ord: Fra virksomhedens side prøver man alt, inden der gribes til den sidste udvej, at annoncere.
Copyright JobCard - Kopiering kun efter skriftlig aftale